Eksamensangst

Eksamensangst

Vi tilbyder løbende kurser i håndtering af eksamensangst.

På kurset underviser vi i kroppens reaktioner, angstens onde cirkel og forskellige metoder til at kontrollere og mindske angsten. Disse metoder sigter på at ændre både tanker og kropslige reaktioner under forberedelsen i perioden op til eksamen og under forberedelse og selve eksamen.

Kurset henvender sig først og fremmest til dig, hvis du oplever eksamen som et sandt mareridt og du har oplevet eller frygter at opleve, at ”klappen går ned”.

Målet med kurset er, at du får så mange værktøjer i din værktøjskasse, at du kan håndtere din angst, inden den vokser sig til et problem, som forhindrer dig i at opnå de resultater, du egentlig har evner til.

Hvis du gerne vil have noget ud af kurset er det nødvendigt at du engagerer dig. Det vil sige at du er villig til at give noget af dig selv på kurset og at du øver dig på at bruge værktøjerne mellem undervisningsgangene. Dit udbytte afhænger af hvor meget du yder.

Praktisk:

Kurset afholdes over tre eftermiddage i løbet af 3-4 uger. Hver undervisningsgang varer 1½ time.

På kurset vil der typisk være 10-20 deltagere.

Her på siden finder du en ansøgningsblanket. Hvis du tror, et kursus i at håndtere eksamensangst er noget for dig, kan du udfylde skemaet og sammen med din uddannelsesvejleder sende det til den psykologiske rådgivning.

Hent Tilmeldingsblanket

Afspændingsøvelser:

En del af de værktøjer, du lærer på kurset, er metoder til at få kroppen og tankerne til at slappe af og finde ro. Vi har indtalt instruktionen til øvelserne, så du kan downloade dem og bruge dem så meget du vil.

Hør lydfiler her: Progressiv Afspænding | Mindfulness | Vejrtrækning